Som Android-bruger er man nok vant til at installere programmer (eller “apps”) gennem Android Market på sin Android-enhed. Der findes en række forskellige websites, som indekserer programmerne i Android Market, så man kan finde dem på sin computer. Ved hjælp af QR-koder kan man ved hjælp af et program som Barcode Scanner forholdsvis nemt få linket til et givent program overført til sin Android-enhed.
Det er ikke en superelegant løsning, hvis man har lyst til at lede efter programmer på sin computer fremfor direkte på sin mobile enhed. Men det er der heldigvis råd for! Jeg har i et stykke tid brugt en service kaldet AppBrain, som består af et website og et Android-program. AppBrain-websitet ligner ved første øjekast, de mange andre Android Market-browsere der findes derude, men forskellen er det medfølgende Android-program.