I går var jeg inde at se den seneste film i Harry Potter-serien, Harry Potter and the Order of the Phoenix (Fønixordnen). Som jeg tidligere har skrevet her på bloggen, var jeg en smule skuffet over den fjerde film (Goblet of Fire/Flammernes pokal), så derfor var jeg temmelig spændt på at se hvordan femmeren ville klare sig. Som ægte Harry Potter-fan er det svært ikke at sammenligne filmene med bøgerne, det var bl.a. det der var med til at jeg ikke var helt vild med fireren, der var simpelthen prioriteret forkert – synes jeg i hvert fald :). Ligeledes pinte det mig at der i treeren var lavet helt om på skolen og flere andre elementer, fordi instruktøren mente at han skulle bruge sin egen fantasi, fremfor bøgernes beskrivelser (desværre er disse ændringer blevet ført videre i de senere film). Noget af det jeg især var vild med ved de to første film var at de holdt sig så tæt på bøgerne, noget man ellers sjældent ser i bog-til-film-produktioner.
Som sagt, var jeg altså temmelig spændt på at se hvordan den nye film ville klare sig, og det vil jeg fortælle i dette indlæg.