in spiri.dk, WordPress, www

WordPress 2.5

For to uger siden skrev jeg om, at jeg havde opdateret bloggen til WordPress 2.5 – efter lidt problemer med PHP. Samtidig lovede jeg, at jeg ville skrive lidt om hvad jeg synes om den nye version. Og det vil jeg så gøre nu. Det bliver dog ikke en dybdegående anmeldelse.

Den største ændring er uden tvivl det nye admin-interface. På mange punkter er det væsentligt anderledes end det gamle, og heldigvis synes jeg at det er blevet bedre på mange punkter. Forsiden fokuserer nu på det der er vigtigst for brugeren, det betyder bl.a. at seneste kommentarer er blevet rykket over til venstre, og udviklingsbloggens feed er rykket længere ned på siden. Samtidig er det blevet muligt at ændre de feeds der vises på forsiden. Hvis man ikke er interesseret i at få vist seneste nyt fra udviklingsbloggen, kan man indsætte et andet feed.

En ting der er lidt mystisk ved den nye admin-forside er, at selve indholdet nu har fået en fast bredde, hvilket vil sige, at du før en masse tom plads til højre, hvis du kører i høj opløsning. Det var egentlig ikke noget jeg selv lagde mærke til før jeg så det andetsteds, da jeg ikke selv kører min browser maksimeret. Men det virker ikke helt fornuftigt.

Skriv-siden har også fået en ordentlig tur, og den visuelle editor skulle efter sigende være blevet bedre. I 2.3 brugte jeg ikke den visuelle editor, men jeg har slået den til i 2.5, og middelbart fungerer det fint.

Kategorier er blevet rykket ned til tags, under skrivefeltet, så man skal huske at scrolle ned for at vælge kategorier. Det kræver nok lidt tilvending for nogen, og jeg synes egentlig også at den gamle placering var lidt bedre. Men det er ikke en katastrofe.

En rigtig lækker ting er at der nu er auto-opdatering på plugins, når et plugin er tilgængeligt i en ny version kan man simpelthen få WordPress til at klare opdateringen. Det virker fint her på spiri.dk, men andre har meldt om problemer, så det afhænger måske af serveropsætningen.

Alt i alt synes jeg at 2.5 er en værdig opdatering. Det nye admin-interface er en væsentlig forbedring og en ting som auto-opdatering af plugins, er rigtig handy.