in www

Apple censurerer TV 2, som cencurerer sig selv

Tidligere i dag fulgte jeg et link fra TV 2 Beeps Twitter-konto, til et indlæg hvori de forklarede, at Apple havde kontaktet dem for at få fjernet et tidligere indlæg, som omhandlede den kommende version af Mac OS X (10.6 Snow Leopard). Det var åbenbart lykkedes for Beep-folkene, at få fat i en såkaldt Golden Master, som skulle være en version meget tæt på den endelige. De havde så blogget om deres oplevelse med Snow Leopard, og det faldt ikke i god jord hos Apple.

Hos TV 2 Beep valgte man så at fjerne det oprindelige Snow Leopard-indlæg, og skrive et nyt som forklarede situationen. Jeg tweetede om det, i første omgang med en lidt øv-fornemmelse mod Apple. Mit tweet ledte til lidt diskussion frem og tilbage mellem forskellige danske Twitter-brugere, bl.a. kom Mark Jensen med gode argumenter for, at meget kunne tyde på at TV 2 Beep nok havde brugt en piratkopieret udgave af Snow Leopard i deres test.

Mark skrev en kommentar til  indlægget på TV 2 Beep, hvori han pointerede at der måtte have været piratkopiering involveret, og kort tid herefter var også dette indlæg forsvundet fra sitet – dog uden forklaring! Det oprindelige tweet findes stadig, men indlægget er væk.

Tweet fra TV 2 Beep

Tweet fra TV 2 Beep

Jeg havde håbet på en lidt anden reaktion end fuldstændig fornægtelse. En officiel kommentar på beskyldingerne om piratkopiering synes jeg ville have været på sin plads.

Derfor gik jeg på jagt i Google Reader og fandt indlægget i TV 2 Beeps RSS-feed, som jeg abonnerer på.

Jeg bringer her indlægget, som TV 2 Beep valgte at fjerne uden forklaring (indlægget om Snow Leopard har jeg også, men det finder jeg mindre relevant):

Vi kunne i går give vores første indtryk af Apples kommende opdatering, Snow Leopard. Men det var desværre for meget for Apple.Beklageligvis har vi måtte se os nødsaget til at fjerne gårsdagens indlæg “24 timer med Snow Leopard”. Vi havde ellers skrevet vores første indtryk af det nye styresystem Snow Leopard, som Apple eftersigende skulle komme ud med i september.

Det var en tand for meget for Apple, der gennem svensk afdeling kontaktede Beep’s Jeppe Christensen i dag og straks bad ham fjerne indlægget. Eftersom vi ikke er købt af Apple, eller helt kan klare selskabets travle og sikkert også frygtede advokat, har vi nu måtte fjerne indlægget.

Vi havde lavet indtrykket ud fra den såkaldte ‘Golden Master’, som er den færdige kode og som skulle blive sendt i trykken. Men ifølge Apples svenske PR-gut kunne der meget vel stadig ske ændringer.

Så nu ved I hvorfor, I ikke mere kan finde de første indtryk af Snow Leopard her på Beep.

Her er desuden et screenshot af indlægget i Google Reader:

Indlæg fra TV 2 Beep i Google Reader

Indlæg fra TV 2 Beep i Google Reader

Kommentarerne til indlægget er desværre gået tabt.

Dette er ikke en form for hetz mod TV 2, det håber jeg ikke det kommer til at optræde som, men jeg synes denne sag er blevet hånderet sært og forkert. Det er altså for naivt at tro, at noget er glemt og borte bare fordi det er slettet i ens CMS!

  1. Det er ikke bare en version meget tæt på den endelige – hvis det rent faktisk viser sig at 10A433 er en "Golden Master" så er det den de laver DVDerne af og dermed det endelige produkt.

    Til TV2 Beep/David Guldager: Er der i øvrigt mulighed for at jeg kan få en kopi af min kommentar som blev tilknyttet jeres nu "forsvundne" indlæg? Et eller andet sted er det mit indhold I har taget fra mig, og det vil jeg gerne se om jeg kan få en kopi af, tak.

Comments are closed.