Norsk net-tv med Flash og MPEG4

NRK har lanceret en del af deres net-tv i en ny version baseret på Flash og MPEG4. I første omgang er det kun naturstof der er med i den nye version, men mere skulle komme med tiden.

Hvor kunne DR dog lære meget af dette! Et kig på de lange forklaringer, på hvordan DR’s net-tv kan komme til at virke, på Mac OS og Linux taler vist for sig selv. Ganske vist er DR i gang med betatest af åbne standarder, men det er desværre ikke kommet længere end betatest.

Det er ikke første gang NRK viser vejen. Det var også NRK, der forsøgte sig med distribution af video over BitTorrent.

DR net-tv med åbne standarder

I løbet af sidste år var der en del snak om at DR skulle til at bruge åbne standarder, til deres net-tv. Det er endnu ikke blevet lanceret officielt. Det er dog alligevel muligt at få en smagsprøve på hvordan det fungerer. Firmaet som står bag det de nye streams, har nemlig en testversion liggende på deres website. Her er det muligt at se DR1 og DR2 live via H.264- og MPEG4-streams i VLC eller QuickTime, og der er en Wiki der indeholder forskellige informationer om projektet. Og kvaliteten er væsentlig bedre end det Windows Media-livestreaming som DR i øjeblikket tilbyder.

Det er godt at se at DR endelig gør noget for at lade alle komme til. Selvom det selvfølgelig ville have været bedre, og sikkert også nemmere for DR, at de havdee gjort det fra starten. Så må vi bare håbe, at de snart lancerer den endelige version!