in Underholdning, www

Er der endelig håb om ordentligt web-tv fra de danske tv-stationer?

Forleden lancerede DR en betaversion af DR Update, baseret hovedsagligt på Flash (hovedsagligt da der findes enkelte indslag som stadig er i WMV). Jeg skrev selv lidt om DR Update da det blev lanceret i 2007. Den version af DR Update, som blev lanceret den gang, og som stadig er aktiv den dag i dag, er baseret på Windows Media, hvilket naturligvis stærkt begrænser anvendeligheden hos brugere, som ikke bruger Windows og Internet Explorer.

Derfor synes jeg at den nye betaversion er et stort skridt i den rigtige retning. Et skridt, som forhåbentlig også kommer til at dække DR’s andre web-tv-tilbud. Hvor vidt det vil ske er svært at spå om, men man har da lov at håbe. Og der er da noget som kunne tyde på, at det er en omfattende strategi hos DR, for flere og flere steder på DR’s website begynder der at dukke Flash-baserede video-afspillere op, for eksempel er størstedelen af videoerne på dr.dk/satire i Flash. Derudover er der DR Bonanza, som jo er indhold fra DR’s omfangsrige arkiv, ligeledes præsenteret i Flash. Desværre er der stadig mange Windows Media-rester tilbage, men det er da godt at se at der endelig er ved at ske noget på denne front.

Flash-videoafspiller på DR Satire

Flash-videoafspiller på DR Satire

Det er dog ikke kun DR der i løbet af året har forbedret deres web-tv, TV 2 har også været i gang. Tidligere i år lancerede de TV 2 Video, som indeholder klip fra en lang række af TV 2’s programmer, og som også er Flashbaseret. Ydermere har TV 2 også lanceret Flashafspillere rundt omkring på deres forskellige sites — blandt andet er de ofte begyndt at have videoklip knyttet til artikler på Nyhederne.

Flash-videoafspiller på TV 2 Video

Flash-videoafspiller på TV 2 Video

Hos TV 2 er det store problem dog stadig Sputnik, som stadig er WMV-baseret og endda med DRM, som gør at det slet ikke kan afvikles på andet end Windows. Det lader dog til at det er et problem man godt er klar over, og på TV 2’s udviklerblog luftes blandt andet muligheden for en Silverlight-baseret løsning. Silverlight er, som de fleste nok er klar over, et produkt fra Microsoft, som på mange punkter minder om Flash (i hvert fald fra brugernes synspunkt, som det også nævnes på TV 2-bloggen). Da det kommer fra Microsoft understøtter det logisk nok WMV-formatet og den DRM-beskyttelse der kan lægges på.

Den store fordel ved Silverlight er, at det ikke er låst til Windows og Internet Explorer. I øjeblikket findes der plugins til forskellige browsere på både Windows og Mac OS X. Linux er endnu ikke officielt understøttet, selvom der dog findes en tredjepartsløsning — hvorvidt den tilbyder den komplet samme funktionalitet er jeg ikke 100 % klar over, men jeg kunne forestille mig at for eksempel DRM-understøttelse er noget, som vil være svært at implementere uden om Microsoft.

Personligt vil jeg synes at en Silverlight-løsning ville være en klar forbedring, da det vil give i hvert fald Mac-brugere (som jeg selv er), adgang til at se TV 2’s programmer online. Hos NRK i Norge har man valgt Silverlight, som alternativ til Windows Media Player. NRK har faktisk også Flash-indhold i deres web-tv.

Når nu snakken falder på vores naboer i nord, så kan jeg ikke lade være med at spekulere på om ikke de fede tendenser vi har set deroppefra har været med til at sætet gang i DR og TV 2, med hensyn til udviklingen af TV på www? Jeg har selv længe været stor fan af NRKbeta, som er NRK’s udviklerblog, og da DR lancerede deres Betalab, sagde man åbent at bl.a. NRKbeta havde været en kilde til inspiration. Så måske skylder vi dem en tak, for at have været med til at sætte skub i den positive udvikling vi begynder at se her i Danmark?

Her til sidst kan jeg da lige skyde ind at TV3 faktisk også nu har en web-tv-løsning baseret på Flash.

Det var nogle af de tanker jeg har gjort mig om de danske tv-stationers web-tv-tilbud, som jeg føler har udviklet sig positivt i løbet af især 2009. Synes du der mangler noget, er du enig/uenig med mig eller har du kommentarer til det jeg har skrevet, så hold dig endelig ikke tilbage med at skrive det herunder!

  1. Ja, godt du nævner det, Kim! Det havde jeg helt glemt, jeg tænkte nok mest on demand da jeg skrev indlægget, men DR’s h.264 live streams er bestemt også værd at nævne. jeg har selv brugte dem af og til, plejer dog at bruge VLC (er ikke meget for QuickTime – et gammel levn fra tiden på Windows :))

    Der kan læses mere om beta-streamingen her: http://www.dr.dk/hjaelp/drdktv/20080108145038.htm

Comments are closed.