in Software, www

Opera Unite – spændende eller hvad?

De fleste har nok efterhånden hørt om Opera Unite, som blev annonceret af Opera Software ASA i sidste uge. Jeg havde til at starte med lidt svært ved at se fidusen ved Opera Unite, men det er efterhånden blevet bedre. Jeg synes dog stadig at det er en lidt sær størrelse, og jeg glæder mig til at se hvordan det udvikler sig.

Groft sagt er Opera unite en simpel måde, hvorpå man kan bruge sin egen PC (ja, Personlig Computer, uafhængigt af OS og fabrikat), som en webserver. Opera har lavet en video, som forklarer lidt om Unite. jeg har inkluderet videoen i dette indlæg.

Ja, sådan præsenterer Opera selv Unite. Jeg kan sagtens forstå argumentet med at man har bedre kontrol over sine egne filer, fordi man ikke er afhængig af andre mennesker, som ejer de webservere man har sine filer liggende på, og i begrænset omfang er Operas løsning da også ganske meningsgivende. Jeg kunne sagtens forestille mig, at jeg ville bruge Opera Unite til at dele en fil over IM, men at det skulle kunne erstatte en webserver tror jeg ikke på.

Ganske vist har langt de fleste mennesker efterhånden bredbånds-internetforbindelser, men der er stadig langt fra den båndbredde som store serverfarme er forbundet via. For en retfærdigheds skyld skal det lige nævnes, at Opera nok heller ikke forventer at Unite skal erstatte store serverfarme, da webserverkomponenten for eksempel ikke understøtter PHP eller andre serverside-sprog.

Det er dog ikke kun webserveren jeg ser udfordringer i, fildelingen lider på samme måde (og nok i større grad) under de samme begrænsninger. Som jeg allerede har været inde på, så kan jeg dog sagtens se idéen med fildeling i et lille omfang, men så er spørgsmålet bare hvor fantastisk Opera Unite så egentlig er.

Dem største udfordring for Opera Unite er dog nok, at det er en del af browseren Opera. Idéen med at det er en del af en webbrowser er sådan set ganske glimrende set du fra det synspunkt at rigtig mange af os, har vores browser åben mere eller mindre konstant – sådan ved jeg da i hvert fald at jeg selv har det. Problemet for Opera Unite ligge i at Opera har en meget lille markedsandel. jeg er personlig Firefox-bruger, og der er ikke noget der i øjeblikket kan få mig til at skifte til fx Opera. Unite er i sig selv ikke nok. Derfor skal jeg have Opera kørende i baggrunden, bare for at kunne udnytte Opera Unite.

Opera Unite indeholder bl.a. også et køleskab hvorpå man kan skrive noter. Det er jo fantastisk, eller noget. Anyway, kig evt. forbi mit “Fridge”, og se om jeg har Opera kørende, så kan du skrive en note. Gangsta!

Opera Unite - Fridge

Opera Unite - Fridge

Læs mere om de forskellige services, som Opera Unite understøtter i øjeblikket.